Glas
Glas typer
Der findes et utal af glastyper, man kan bruge til at drikke whisky i, og hver har deres berettigelse.
Copita/ smageglas
Til en whisky smagning vil jeg anbefale at bruge Copita glas/smageglas. Det vil sige et glas, som fremhæver duften af whiskyen og gerne også smagen.
Man kan dufte cirka 10 gange så meget som man kan smage, og derfor har duftindtrykket fra en whisky meget at sige i forhold til helhedsoplevelsen af whiskyen.
Copita glas (smagnings glas)
Til en smagning vil jeg altid bruge et såkaldt "copita" glas. Grundlæggende er det et glas der har en bred bund som whiskyen kan "dampe" fra, tilpas høje sider så den sprittede del af duften ikke kommer for højt op i glasset. Og, sidst men ikke mindst en indsnævret top så duften ikke bare forsvinder ud i den blå luft.
Jeg bruger selv den type der hedder Glencairn, det er dem jeg har vænnet mig til, og de er praktiske at bruge. (de kan nemt holde til at komme i opvaskemaskinen). Det er pt også det mest udbredte glas brugt til smagninger. Men jeg ser tit folk, der har deres egne glas med til smagninger. Så det er absolut en smagssag 😊
Vinklen på glasset der hvor whiskyen rammer munden har også lidt at sige, da vi smager forskelligt alt efter hvor på tungen whiskyen rammer.
Har man ikke nogen glas af copita typen stående, så prøv og kig i skabet med vinglas. Hvidvinsglas er ofte bedre end de fleste glas man egentligt regner med, er beregnet til whisky.
High Ball glas
High Ball glas er et udpræget glas brugt til drinks. Glasset er højt og smalt og man drikker sin whisky med masser af is. Perfekt med en kraftig whisky en varm sommerdag på terrassen. Jeg kan ikke anbefale at bruge sådan et glas til en smagning.
Tumbler glas
Bredt glas med tyk bund og lodrette sider. Til at drikke sin whisky med is eller soda foran pejsen og eller fjernsynet. Det er i hvert fald det man ser i tv….
Det er fordi de glas er beregnet til at man drikker sin blendede whisky med enten soda (danskvand) eller is. Begge dele vil fortynde smagen så man i realiteten drikker "saftevand" hvor whiskyen så gør det ud for saft. Det er der ikke noget galt i, der er bare ikke den store smagsoplevelse i.
Shots glas
Når whiskyen bare skal skyldes ned.
Der er næsten ikke mulighed for nogen duftoplevelse, men man kan da smage ved at "nippe" lidt.
Brug dem til snaps i stedet, eller køl en billig whisky ned og drik den som snaps.
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.